Real Madrid og Paris Saint-Germain viser interesse for Chelsea-stjerne
Vi skrev i går, at det var dårligt nyt for både Chelsea og Manchester United, at Kepa Arrizabalaga havde forlænget sin kontrakt med Athletic Bilbao til 2025. Det var den spanske målmand, som Real Madrid havde udset sig som ny førstemålmand, men efter gårsdagens forlængelse er den handel blevet besværliggjort.
Vi forudså, at Real Madrid i stedet ville rette opmærksomheden mod Thibaut Courtois eller David De Gea, som det også tidligere har været tilfældet, og nu viser det sig, at de spanske mestre igen viser interesse for Courtois.
Ifølge the Telegraph har Real Madrid igen meldt sig ind i kampen om den belgiske landsholdsmålmand, som de ellers havde indstillet jagten på, mens de forsøgte at hente Kepa Arrizabalaga til klubben.
Samtidig skriver den belgiske journalist, Kristof Terreur, på sin Twitter-profil, at både Real Madrid og Paris Saint-Germain holder øje med den belgiske målmand, selvom ingen af de to europæiske klubber har afgivet et formelt bud på Chelsea-profilen.
Hos Chelsea havde de forventet, at Courtois ville underskrive en ny kontrakt, der ville gøre ham til den bedst betalte målmand i verden, inden udgangen af januar, men selvom det stadig kan nås, vil Chelsea formentlig være lidt mere nervøse end før.
Courtois’ kontrakt med Chelsea udløber i sommeren 2019, og dermed kan the Blues risikere, at de kan blive tvunget til at sælge målmanden til sommer, hvis han ikke vil forlænge sin kontrakt.