Officielt: Chelsea køber Ross Barkley i Everton
Antonio Conte har efterspurgt forstærkninger til sin Chelsea-trup i dette transfervindue, og nu har han fået den første handel på plads.
Chelsea bekræfter på sin hjemmeside, at de har købt Ross Barkley i Everton. Prisen for den engelske midtbanespiller, som havde kontraktudløb til sommer, lyder angiveligt på £15 millioner, og han har fået en kontrakt gældende frem til sommeren 2023.
Barkley, som ikke har spillet en eneste kamp for Everton i denne sæson grundet en skade, er nu blevet skadesfri, og dermed kan han være med til at give N'Golo Kanté, Cesc Fàbregas, Tiémoué Bakayoko og Danny Drinkwater kamp om pladserne på den centrale midtbane med det samme.
Den 24-årige englænder er noteret for 22 landskampe, hvor han har scoret to mål. Han nåede at spille 179 kampe for Everton, hvor det blev til 27 mål og 28 assists.