Leicester-manager vil holde på Mahrez og Slimani
Islam Slimani har primært ageret reserve for Jamie Vardy siden rekordsskiftet fra Sporting Lissabon i 2016, men med Vardy ude har den algeriske angriber fået chancen fra start.
Slimani kunne ikke finde netmaskerne i lørdagens FA Cup-kamp mod Fleetwood, men Puel ønsker ikke at sælge ham.
– Denne periode er altid svær med spekulationer omkring forskellige spillere, indleder han på lørdagens pressemøde og fortsætter:
– Jeg er tilfreds med 'Slim'. Vi har mange angribere og offensive spillere, og vi skal fastholde en god balance og give dem spilletid.
Riyad Mahrez er blevet sat i forbindelse med et skifte til Liverpool som afløser for Philippe Coutinho, der lørdag aften skiftede til Barcelona, men heller ikke kantspilleren har Puel tænkt sig at lade gå – i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.
– Jeg er tilfreds med ham, og han nyder at spille fodbold. Han er glad for at spille på dette hold. Vi forsøger at udvikle vores spil på jorden, og det kan han lide. Han har lavet mange assists og mål i de seneste kampe.
– Jeg synes, det er vigtigt, at han fastholder sit fokus og koncentrationen indtil slutningen af sæsonen.
Mahrez har scoret fem mål og lavet fire assists i de sidste ni kampe.