Conte klarmelder Hazard til semifinale - Barkley må vente
Eden Hazard måtte i weekenden sidde over med en skade, da Chelsea spillede 0-0 mod Norwich i FA Cuppen, og der var derfor tvivl om, belgieren ville nå at blive klar til onsdagens Carabao Cup-semifinale mod Arsenal.
Antonio Conte gav i dag seneste nyt om belgierens skadessituation, og her kunne den italienske manager fortælle, at Hazard er blevet sin skade kvit:
– Han er kommet sig fint over den lille skade, og han er i spil til opgøret. Ingen andre spillere har problemer.
Chelsea hentede for nyligt Ross Barkley i Everton, men den engelske midtbanespiller får ikke debut for the Blues i morgendagens opgør:
– I morgen er for tidligt for Barkley, men vi er glade for hans nuværende form, og han er begyndt at træne med os. Han har stadig brug for noget tid til at arbejde på fysikken og forstå vores taktik, men det ser godt ud.
Morgendagens semifinale er som bekendt den første af to kampe, der skal afgøre, om det er Chelsea eller Arsenal, der skal i Carabao Cup-finalen.