Transferplanen: Mourinho vil have tre nye spillere ind i januar
José Mourinho udtrykte for nylig, at han ikke mente, at Manchester United havde brugt nok penge på nye spillere. Nu ser den portugisiske manager ud til at få sit ønske om nye spillere opfyldt, for ifølge Daily Mail har Manchester United fortalt diverse agenter, at de er på udkig efter tre nye spillere i dette transfervindue.
Det er en ny højre back, en venstre back og en offensiv midtbanespiller, som José Mourinho er gået på jagt efter ifølge den engelske avis.
I øjeblikket er Antonio Valencia skadet, og i fraværet af den sydamerikanske back har både Victor Lindelöf og Ashley Young vikarieret på højde back, men Mourinho vil have en ny og mere naturlig højre back ind i løbet af denne måned.
Også på venstre back er den portugisiske manager på jagt efter en forstærkning. Det har været Ashley Young, som Mourinho har foretrukket på venstre back i denne sæson, og selvom englænderen har gjort det over forventning, er han ikke den optimale løsning.
Derudover har Luke Shaw fået nogle kampe på det seneste, og den 22-årige forsvarsspiller har gjort det udmærket, og i Manchester United er der optimisme omkring den tidligere Southampton-spiller, men alligevel vil klubben gerne hente en ny venstre back ind.
Til sidst føler Mourinho, at Manchester United har manglet kreativitet på den sidste tredjedel i denne sæson, og derfor mener han, at klubben skal købe en playmaker til den offensive midtbane i dette transfervindue.