Kom op at skændes med tilskuere: Livermore måtte eskorteres væk
West Ham fik en 2-1-sejr over West Bromwich på London Stadium i et opgør, hvor Jake Livermore pludselig var at finde på tilskuerpladserne, hvor han skændtes med nogle af hjemmeholdets fans.
Ifølge Sky Sports måtte den engelske landsholdsspiller efterfølgende eskorteres ned i spillertunnellen efter episoden med West Ham-fansene, som Alan Pardew overværede.
– Det eneste jeg ved er, at jeg så Jake på tilskuerpladserne, hvilket forstyrrede mig. Selvfølgelig ønsker man ikke at se en spiller blandt tilskuerne. Der er ingen chance for, at han gik op til tilskuerne, medmindre han blev alvorligt provokeret – for jeg kender ham, han er en god fyr. Det er alt, jeg ved, sagde Pardew ifølge Sky Sports.
– Jeg har ikke haft en mulighed for at snakke med Jake. Jeg vil snakke med Jake, og så tager vi den derfra, sagde Pardew endvidere.
På den anden trænerbænk havde David Moyes ikke set episoden, men han fortalte efter kampen, at han havde hørt om den.
– Jeg vidste ikke noget om det, men jeg er blevet fortalt, at noget skete.