Leon Bailey drømmer om Premier League-skifte
I denne sæson har Leon Bailey været en af de bedste spillere i Bundesligaen, og den 20-årige Leverkusen-spiller har naturligvis været genstand for spekulationer om et skifte i januar.
Arsenal og især Chelsea har været sat i forbindelse med den lynhurtige kantspiller, men Leverkusen har ikke været interesserede i at sælge jamaicaneren i dette transfervindue, men hovedpersonen selv lægger ikke skjul på, at han drømmer om at komme til Premier League i fremtiden.
– Selvfølgelig har jeg en drømmeklub, men den vil jeg ikke afsløre. England var, og er stadig min drøm. Og hvis jeg fortsætter med at arbejde hårdt, er jeg sikker på, at det en dag vil gå i opfyldelse, fortæller Bailey til Bild ifølge London Evening Standard.
I første omgang har Bailey, der kom til Leverkusen fra Genk for et år siden, dog fokus på Bundesligaen, hvor Leverkusen har en fin mulighed for at kvalificere sig til Champions League.
– Skiftet til Bayer (Leverkusen, red.) var det rigtige skridt for min udvikling. Jeg er glad her, og vi har alle chancer for at komme med i Champions League. Europa er vores store mål.