Telegraph: Spurs vil forlænge med Alli inden VM
Dele Alli har ikke gang i sin bedste sæson for Tottenham, men London-klubben er angiveligt klar til at tilbyde englænderen en ny kontrakt, der vil sikre ham en betydelig lønforhøjelse.
Ifølge The Telegraph kan Alli se frem til at få £100,000 om ugen, hvis han takker ja til den nye kontrakt, hvilket næsten er en fordobling af de £60,000, han på nuværende tidspunkt tjener.
Parterne er angiveligt ikke begyndt at forhandle endnu, men Spurs har signaleret over for Alli, at de ønsker at forlænge kontrakten med ham inden sommerens VM-slutrunde.
Alli forlængede senest sin kontrakt med Tottenham tilbage i september 2016, men selvom den nuværende aftale først udløber i sommeren 2022, er London-klubben allerede nu klar til at få en ny aftale i hus.
Spurs håber dermed på, at de kan skræmme Manchester City og Real Madrid væk, men Alli er ikke den eneste profil, klubben vil forsøge at forlænge med.
Også Harry Kane kan se frem til at få tilbudt en ny aftale, der vil sikre ham £200,000 om ugen, mens man også vil forhandle videre med Toby Alderweireld senere på måneden.