Klar besked til Arsenal og Spurs: Vestergaard er IKKE til salg
Det vrimler i denne sæson med danskere i Premier League, og flere af dem nyder stor succes i Englands bedste række. For nyligt kunne det italienske medie Tuttomercatoweb meddele, at endnu en dansker kunne være på vej til ligaen, da både Arsenal og Tottenham havde set sig lune på Gladbachs Jannik Vestergaard.
Spurs havde også vist interesse for Vestergaard tilbage i 2016, men dengang formåede de ikke at få fat på ham, og ifølge Gladbach kan de to engelske storklubber også glemme alt om at hente forsvarsspilleren i denne omgang:
– Vi har ingen intentioner om at sælge spillere i dette vindue, siger klubbens manager, Max Eberl, ifølge Goal
Vestergaard har spillet for Gladbach siden 2016, hvor han kom til klubben fra Werder Bremen. Siden da har forsvarsspilleren udviklet sig til at blive en stor profil for tyskerne.
Udover Arsenal og Tottenham har italienske Inter også vist interesse for Vestergaard, der dog ser ud til at blive i Tyskland.