Avis: Chelsea kan gennemføre Barkley-køb i dag
I sommerens transfervindue forsøgte Chelsea at hente Ross Barkley i Everton, men selvom skiftet efter sigende var meget tæt på, gik det i vasken for de engelske mestre. Nu ser det dog ud til, at de alligevel får held til at hente den engelske midtbanespiller.
The Telegraph skriver, at Chelsea er på nippet til at kunne gennemføre en aftale med Everton, som har modtaget et nyt bud fra the Blues. Buddet lyder på £15 millioner, og Barkleys skifte til Chelsea kan muligvis allerede falde på plads i dag, efter rygterne siger, at han opholdt sig i London i går.
Til sommer har Barkley kontraktudløb i Everton, og først på det tidspunkt havde Tottenhams bestyrelsesformand, Daniel Levy, tænkt sig at skrive kontrakt med midtbanespilleren, mens Chelsea altså har valgt at slå til i dette transfervindue – for så at betale £15 millioner for englænderen.
Barkley, der har døjet med en skade i denne sæson, hvor han endnu ikke har spillet en eneste kampe, er dog på vej tilbage, og det ser dermed ud til, at Antonio Conte snart får sin første forstærkning til Chelsea-truppen.