Norsk Bournemouth-profil ude i 'mindst et par uger'
Bournemouth fik lørdag eftermiddag en sejr på 2-1 over Everton. Dermed spillede The Cherries sig op på 13. pladsen i Premier League og slutter altså 2017 respektabelt af.
Efter kampen var der dog ikke kun godt nyt. Manager Eddie Howe kunne bekræfte, at angriberen Joshua King må sidde ude i mindst et par uger efter at have fået en forstrækning i kampen:
– Det er med blandede fornemmelser man sidder her, for Joshua King fik en forstrækning i dag og er ude mindst et par uger. Det ændrer måske vores tilgang til transfermarkedet, siger Howe ifølge BBC Sport.
King måtte gå ud allerede efter 39 minutter af opgøret mod Everton og der var aldrig tvivl om, at det var en baglårsskade.
Den norske landsholdsangriber King har scoret to mål og leveret to assists for Bournemouth indtil videre i denne sæsons Premier League.