Ærlig Wilshere: Det har været en lang og hård kamp
Jack Wilshere har igennem længere tid været mere ude end inde af Arsenal-holdet på grund af langvarige skader, og midtbanespilleren var i sidste sæson udlejet til Bournemouth for at få karrieren på rette spor igen.
Missionen lykkedes delvist, og Wilshere er nu tilbage hos Arsenal, hvor han allerede har fået tre optrædener for klubbens førstehold.
Senest spillede englænderen mod BATE Borisov i Europa League, og han erkender, at det har været en lang og hård kamp for at komme tilbage.
– Da jeg slog igennem på førsteholdet, var jeg 16 år gammel, og jeg tog tingene for givet. Jeg trænede hver dag, og når man er 16 år, kan det godt lade sig gøre. Efterhånden som man bliver ældre, ændrer ens krop sig, man får skader, og man skal være mere forsigtig i visse situationer, men det gør dig også stærkere. Jeg har altid elsket at spille fodbold, og det er det, jeg gerne vil, indleder han over for Arsenal Player og tilføjer:
– Selvfølgelig har der været tidspunkter, hvor det har været svært, når man er skadet og vågner op om morgen. Man tænker: "Alle drengene skal træne, og jeg skal i styrkelokalet." Det gør dig stærkere, og du lærer at sætte pris på det og forsøge at gøre alt for, at du kan komme tilbage på banen.
Wilshere er endnu ikke blevet fast inventar på Arsene Wengers mandskab igen, men han ser selv fremskidt i sit spil hver eneste dag.
– Jeg hører altid manageren rose min eksplosion på de første fem meter, når jeg modtager bolden og tager den med forbi forsvarsspillerne, og jeg føler, at det bliver bedre hver eneste dag. Jeg føler, at jeg kan forbedre det ved at spille kampe, hvor modstanderen forsøger at vinde og få bolden tilbage, så man skal kunne holde på bolden.
– Det er ved at komme tilbage, og jeg er sandsynligvis i den bedste form, jeg nogensinde har været i. Jeg kigger på mine tal efter kampen, jeg har været ude i fire måneder, og jeg er ikke den, der har løbet mindst. Forstå mig rigtigt; jeg løber ikke mest af alle, det har vi andre spillere til, men mine tal er gode, så jeg er glad.
Wilshere har også været på banen i kampene mod FC Köln og Doncaster Rovers.