Alonso: Gerrard har evnerne til at blive Liverpool-manager
Steven Gerrard lagde sidste år støvlerne på hylden efter en lang og glorværdig karriere, men i starten af 2017 vendte midtbanespilleren tilbage til fodboldverdenen, da han blev ansat som træner for Liverpools U18-hold.
Gerrards tidligere holdkammerat Xabi Alonso, der indstillede sin aktive karriere i sommer, er dog overbevist om, at den tidligere Liverpool-anfører en dag kan stå i spidsen for klubbens Premier League-mandskab:
– Jeg følger hans trænerkarriere meget tæt, og han har utvivlsomt evnerne til at blive manager for Liverpool på et tidspunkt, udtaler Alonso til klubbens officielle hjemmeside og fortsætter
– Man kan sagtens være en god spiller, men det kræver noget helt andet at være manager. Jeg kan se på ham, at han er meget fokuseret på opgaven, og jeg tror, han kan blive en rigtig god manager.
De to spillere spillede sammen på Liverpools midtbane fra 2004 til 2009, hvor Alonso skiftede England og Liverpool ud med Spanien og Real Madrid.
De var derfor begge med til at vinde den legendariske Champions League-finale i 2005, hvori de tegnede sig for to af Liverpools tre scoringer.