Andreas Christensen klar til at vise sit værd
Andreas Christensen vendte i sommer tilbage til Chelsea efter to år som lejesvend i Gladbach, og den danske forsvarsspiller har allerede imponeret, selvom han endnu ikke er fast mand i startopstillingen.
Danskeren har dog formået at gribe chancen i de kampe, han har fået, og når Chelsea senere i dag tager imod Manchester City, bliver det med Christensen i startopstillingen i stedet for karantæneramte David Luiz.
Den gode start glæder naturligvis Christensen, der dog ikke har tænkt sig at hvile på laurbærrene:
– Jeg har allerede spillet en del i starten af sæsonen, og jeg nyder selvfølgelig at få spilletid. Nu gælder det om at gribe chancen og vise, at jeg bør få mere endnu mere tid på banen, siger danskeren til Chelseas hjemmeside.
– Manageren har vist, at han tror på mig, og han går højt op i, at jeg leverer varen, og det er nu op til mig selv at vise, hvad jeg kan.
Den danske forsvarsspiller var kun væk fra Chelsea i to år, og der nåede defor ikke at ske den store udskiftning i spillertruppen, hvilket har gavnet midtstopperen:
– Det gjorde det lettere at komme tilbage, da jeg kendte mange af spillerne i forvejen. Jeg skulle lige lære den nye trænerstab at kende, men alle har været gode til at få mig ind i truppen igen.
Mens Christensen tørnede ud for Gladbach satte mange spørgsmålstegn ved, om han havde evnerne til at slå igennem for en klub af Chelseas kaliber. The Blues lagde dog aldrig skjul på, at de havde stor tiltro til danskeren, og Christensen roser da også klubbens måde at håndtere lejeopholdet på:
– De holdt hele tiden øje med mig, så videoer af mine præstationer og skrev til mig hver dag. Eddie (Newton) og Paulo (Ferreira) gjorde et godt stykke arbejde med mig, og klubben gjorde alt for at hjælpe mig på rette vej.
– Det var to sæsoner på allerhøjeste niveau, hvor jeg mødte klassespillere i Bundesligaen, mens jeg også fik kampe i Champions League, og det var mit mål med opholdet.
21-årige Christensen har været i Chelsea siden 2012, hvor han kom til klubben fra Brøndby. I 2013 blev han rykket op på førsteholdet, men det er først i denne sæson, at han for alvor har bidt sig fast på holdet.