Bilic storroser Eriksen: Han er den oversete helt
Efter tre nederlag i de første tre kampe er West Ham kommet tilbage på sporet med en sejr og uafgjort i de seneste to spillerunder.
I den kommende weekend venter der The Hammers en svær opgave, når de møder Tottenham.
I sin klumme på London Evening Standard ser Slaven Bilic frem til kampen, og han forbereder sit hold til at have et ekstra øje på Christian Eriksen.
– Tottenham har mange fantastiske spillere, men den, som måske er den oversete helt, er Christian Eriksen, skriver Slaven Bilic.
– Jeg vil ikke sige, at han er undervurderet, fordi alle i Europa kender hans talent. Udover at være det vitale bindeled for holdet, så laver han også kloge løb i de små rum og i feltet.
– Han er klinisk i de situationer. Hvis man kigger fodbold i et sekund eller to, så er han væk. Han har en fantastisk bevægelighed med og uden bold, slutter Bilic.
West Ham møder Tottenham på eget græs lørdag klokken 13.30.