Conte forsikrer: Luiz er klar til Atlético Madrid-opgør
Chelseas brasilianske forsvarsspiller, David Luiz, kom i fokus i søndagens Premier League-kamp mod Arsenal, da han blev sendt i bad efter en grim tackling på Sead Kolasinac.
Tidligere i kampen pådrog forsvarsspilleren sig dog et brækket håndled, da han kolliderede med en bandereklame, og skaden kommer formentlig på et belejligt tidspunkt for Luiz.
Han har nemlig karantæne i tre engelske kampe, og dermed får han tid til at komme sig over sin skade, men allerede i næste uge skal han i aktion for the Blues, når de møder Atlético Madrid i Champions League-gruppespillet. Antonio Conte regner i hvert fald med at kunne gøre brug af sin forsvarsstyrmand.
– Han bør være okay. David er en vigtig spiller for os. Han vil helt sikkert være klar til kampen mod Atlético Madrid, fortæller Conte ifølge Sky Sports.
Efter den første kamp i gruppespillet topper Chelsea gruppen med tre point efter en 6-0-sejr over FK Qarabag. Atlético Madrid spillede uafgjort mod Roma, og de to mandskaber står dermed med ét point.