Gerrard: Liverpool kan kickstarte sæsonen mod United og Spurs
Liverpools sæson har indtil videre budt på meget svingende resultater. I perioder har man sprudlet, og det er blandt andet blevet til en knusende 4-0 sejr over Arsenal, men på det seneste har det haltet for Jürgen Klopps mandskab, der blot har vundet en enkelt af de sidste syv kampe.
I den kommende weekend står den på landsholdsfodbold, hvorefter Liverpool skal op mod Manchester United og Tottenham i Premier League.
På papiret to svære kampe, men klubbens tidligere anfører, Steven Gerrard, tror, at de kampene kan være med til at kickstarte Liverpools sæson:
– Deres statistik mod de øvrige top 6-hold er forrygende, så hvis jeg var Liverpool-spiller eller manager, ville jeg se meget frem mod de kampe.
– Jeg er overbevist om, at Liverpool kan kickstarte sæsonen og levere varen i de kampe.
– Ligaen er så tæt, at de med et par gode resultater hurtigt kan komme tilbage i top 4.
I sidste sæson tabte Liverpool ikke en eneste kamp mod de øvrige top 6-hold, hvor det blev til fem sejre og fem uafgjorte. I denne sæson har man besejret Arsenal på Anfield, mens man måtte give fortabt mod Manchester City, der vandt med hele 5-0.