Gerrard og Keane revser Luiz: Han snyder og er doven
Chelsea spillede onsdag aften en forrygende kamp i Champions League-gruppespillet mod Atlético Madrid på Wanda Metropolitano, og de engelske mestre fik tre point med fra udekampen, da Michy Batshuayi i overtiden fik scoret.
Antonio Contes mandskab kom ellers bagud 1-0, da David Luiz begik et klodset straffespark mod Lucas Hernandez, da brasilianeren rev Atlético-forsvareren i trøjen ved et hjørnespark. Antoine Griezmann omsatte det efterfølgende straffespark.
Roy Keane, der har en lang fortid i Manchester United, har efterfølgende været ude med riven efter Chelsea-profilen.
– Det er vanvittigt. Det er en form for snyd. Hvorfor han gør det, forstår jeg ikke. Han er doven, og han svigter sine holdkammerater, sagde Manchester United-legenden til ITV.
– Han kender sig selv. Der er ingen grund til det. Vi ser en hel masse af den slags, så jeg er glad for, at han blev straffet for det. Det er en form for snyd, slog Keane fast.
Heller ikke Steven Gerrard var særligt imponeret over den brasilianske landsholdsspiller.
– Det er anden gang, at han svigter sine holdkammerater, efter han blev udvist på Stamford Bridge i sidste uge. Det er et øjeblik af vanvid på et tidspunkt, hvor Chelsea dominerede kampen totalt og lignede et hold, der var på vej til at få scoret, sagde Gerrard til BT Sport.