Pochettino hylder brandvarme Kane: Han er fantastisk
To gange nettede Harry Kane i Tottenhams 0-4-sejr over Huddersfield tidligere i dag, og dermed nåede den engelske angriber op på 13 mål i løbet af september. Det er det højeste antal for Kane i én måned.
Efterfølgende var Kanes manager, Mauricio Pochettino, da heller ikke sen til at rose sin topangriber.
– Harry Kane er fantastisk i øjeblikket. Han scorer mål, og hans energi er fantastisk på den måde han arbejder uden bolden. Jeg ønsker, at han bliver på det samme niveau, og at holdet vinder kampe, sagde Pochettino ifølge Sports Mole.
Med sejren over oprykkerne rykkede Tottenham midlertidigt op som nummer tre i Premier League, hvor de nu har vundet de seneste seks udekampe.
– Vi fortjente sejren. Vi var bedre. Indtil i dag havde Huddersfield kun indkasseret tre mål, og vi scorede fire. Vi dominerede kampen, og det er derfor, at jeg er så glad for alle. Vi spillede Champions League på Cypen og kom sent hjem, og at vi så var i stand til at vise den energi og levere den præstation, det er fantastisk for os.