Officielt: Bournemouth forlænger med forsvarsprofil
Det er blot blevet til 13 kampe for Bournemouth, siden Tyrone Mings skiftede fra Ipswich til Bournemouth i 2015, men i de kampe, som englænderen har spillet, har han imponeret, og det belønner Premier League-klubben nu.
Bournemouth oplyser på sin hjemmeside, at de har fået papir på Mings, men klubben fortæller ikke, hvor lang kontrakten er – blot at der er tale om en langvarig aftale.
– Det var en let beslutning for mig, fordi jeg er meget godt tilpas her. De første to år af min tid her var ikke lette, hvor jeg kæmpede for at komme ind på holdet og blev skadet i min debut, fortæller Mings til klubbens hjemmeside.
Den 24-årige Mings pådrog sig en seriøs knæskade i sin debut for klubben, men han er sidenhen blevet en fast starter for Eddie Howes mandskab, hvor han både kan bruges i det centrale forsvar og på venstre back.