Gylfi: Jeg peaker nu
Den islandske offensivspiller scorede 30 mål henover tre sæsoner for Swansea, og han er den spiller i Premier League, der har scoret på flest frispark siden 2012. Det gjorde ham selvsagt til en vital spiller for Swansea, og forhandlingerne stod da også på længe, før waliserne måtte kapitulere og sælge de kontraktlige rettigheder til Everton.
Det mener Sigurdsson selv var en god beslutning af Everton, da han er ved at ramme sin bedste fodboldalder.
– Jeg er ved at ramme det punkt i min karriere, hvor jeg vil spille min bedste fodbold. Jeg kan forhåbentlig fortsætte den gode udvikling de næste par år, har han fortalt til Sky Sports, hvor han også blev spurgt til presset på grund af det store prisskilt, men det generer ham ikke.
– Det gør mig ingenting – pengene der bliver brugt i fodbold er sindssygt. Den slags ting går mig ikke på. Jeg er fokuseret på at gøre det rette for holdet.
Gylfi Sigurdsson fyldte igår 28 år, og han har også en Premier League-fortid i Tottenham, hvor han spillede i årene mellem 2012 og 2014.