Gode nyheder for Arsenal: Cazorla er tilbage på træningsbanen
Tilbage i januar måned valgte Arsenal at forlænge kontrakten med Santi Cazorla frem til sommeren 2018, selvom den spanske playmaker var langtidsskadet på det tidspunkt.
Håbet hos Arsenal var, at han kunne vende tilbage i begyndelsen af denne sæson, men den tidligere Villarreal-spiller er stadig et stykke fra kunne bidrage for London-klubben, som i den grad ser ud til at savne spanierens kvaliteter på den centrale midtbane.
Der har været snak om, hvorvidt Cazorla overhovedet kommer til at spille igen for the Gunners, men de rygter skyder Arsene Wenger nu til jorden.
– Du snakker om Santi, og han er begyndt at løbe for første gang i dag, så det er ret positivt. Fleksibiliteten i hans ankel ser god ud. Hans mobilitet er god, og nu handler det om at komme tilbage for fuldt vigør uden at få tilbagefald, fortalte Wenger til London Evening Standard.
– Så det er meget svært at spå om, hvornår han kan være tilgængelig igen. Jeg synes, det er svært at sætte et tidspunkt, men ikke før jul. Det er derfor, at jeg ikke involverede ham i Europa League, men alt i alt håber jeg, at han er tilgængelig efter jul.
Den 32-årige spanier har været igennem otte operationer i sit højre ben.