Arsenal-legende: Truppen håbede på salg af Alexis
Bob Wilson spillede i årene mellem 1963 og 1974 flere hundrede kampe for Arsenal, og han har senere hen også været været målmandstræner i intet mindre end 28 år – allesammen i Arsenal. Her har han været med til at forme store spillere som Pat Jennings og David Seaman.
Den nu 75-årige Wilson har trukket sig tilbage, men han har stadig tilknytning til Arsenal, hvor han har haft sin gang i et helt arbejdsliv. Han bekymrer sig stadig meget om klubben, og han har for nylig fået insider-snak fra omklædningsrummet, som han har valgt at dele med Daily Star.
– Der er insidere, der siger, at de fleste spillere helst havde set ham (Alexis Sanchez) forlade Arsenal.
– Det er selvfølgelig kun insider-snak – som ikke er blevet fortalt direkte til mig – men det står ret klart, at på trods af den fantastiske spiller han er, så kan han være et problem for holdet, har Bob Wilson altså fortalt til Daily Star.
Alexis Sanchez var hele sommeren rygtet til Manchester City, men skiftet blev aldrig til noget.