Sky: Huddersfield-angriber er tæt på Burnley-skifte
Huddersfield har forstærket angrebet med Steve Mounie i dette transfervindue, og den stærke angriber, der er kommet til fra Montpellier, ligner det klare førstevalg hos David Wagner.
Dermed ligner det, at Nahki Wells er blandt de spillere, som kan se frem til mere tid på bænken i denne sæson, og det har angriberen tilsyneladende ikke ønsket sig. Tidligere på sommeren sagde David Wagner også, at han var åben for bud på Wells, der scorede 10 mål for klubben i oprykningsæsonen.
Sky Sports erfarer nu, at Huddersfield er tæt på at sende angriberen fra Bermuda til Burnley, hvor han skal være med til at udfylde hullet efter Andre Gray, som har forladt klubben til fordel for Watford.
Hos Burnley skal Wells konkurrere med Sam Vokes og de to sommerindkøb, Chris Wood og Jonathan Walters, der er kommet til klubbens fra henholdsvis Leeds og Stoke.