Koeman: Mirallas har en dårlig attitude
Den belgiske offensivspiller Kevin Mirallas var ikke en del af Evertons trup til kampen mod Chelsea, men det skyldes ikke en skade. Det bekræftede Ronald Koeman efter opgøret:
– Han var ikke med, fordi han er skuffet over sæsonen indtil videre. Alle kan være skuffet, men jeg forventer, at de er en del af holdet. Hvis en spiller har en dårlig attitude, er jeg nødt til at træffe en beslutning.
Belgieren har haft svært ved at tilkæmpe sig spilletid i denne sæson, og der har på det seneste været rygter om, at han var på vej væk, selvom han forlængede sin kontrakt i slutningen af sidste sæson.
Koeman ville ikke afkræfte, at Mirallas ville blive solgt, men svarede blot, at han ikke vidste, hvad der ville ske.
Uden Mirallas måtte Everton gå fra banen uden point, da Chelsea i overbevisende stil vandt med 2-0 på Stamford Bridge.