Owen: Lacazette scorer i aften
Alexandre Lacazette har taget turen fra Lyon til Arsenal, hvor han er udset til at bombe løs for the Gunners. Angriberen var tæt på at score i sidste weekends Community Shield mod Chelsea, men han måtte se sit skud ramme stolpen.
I aften får franskmanden sin debut i Premier League, når Leicester venter på Emirates, og Michael Owen spår, at Lacazette får en flyvende start i verdens hårdeste liga:
– Man skal helt tilbage til november 1994 for at finde den seneste Leicester-sejr mod Arsenal i Premier League, og jeg forventer, at the Gunners kommer godt fra land med en sejr i hvad, der tegner til at blive en underholdende start på sæsonen.
– Alexandre Lacazette så skarp ud i kampen mod Chelsea, og han kan komme flyvende fra start for sin nye klub.
Franskmanden scorede hele 28 mål for Lyon i 31 kampe i den forgangne sæson, og det er dermed en mand, der ved, hvor målet står. Om han kommer på tavlen i aftenens kamp, bliver vi klogere på, når de to hold sparker Premier League 2017/18 i gang kl. 20.45.