Sur Wenger: Vi ved, vi ikke får straffespark
Arsenal led et 1-0-nederlag til Stoke lørdag i en kamp, hvor Arsène Wengers tropper havde markant mere boldbesiddelse og flere skud på mål. Stoke satsede på omstillinger, og det gav pote, da Jesé Rodríguez scorede kort inde i anden halvleg.
Arsenal havde flere appeller for straffespark, og Alexandre Lacazette fik et mål annulleret for offside.
Manager Wenger sagde efter kampen, at det var "100 procent", at der ikke var offisde ved Lacazettes mål, og han mener heller ikke, at Arsenal er et hold, der får straffespark.
– Vi ved, at vi ikke får straffespark, sagde Wenger ifølge Telegraph.
– Det er sådan en aften, hvor du er sur. Sådan er det, fordi vi ikke kunne score på de chancer, vi havde, og vi lavede også dumme fejl centralt for målet. Først ved at miste bolden og bagefter ved ikke at forsvare ordentligt.
– Oven i det mener jeg, at vi var uheldige med nogle af beslutningerne fra dommeren, fordi vi scorede et mål. Jeg har set målet, og det er slet ikke offside. Selv foden var ikke offside.
På gengivelserne af målet ligner det, at Lacazettes fod er offisde, men det var ikke tilfældet ifølge Wenger.