Pochettino: Vi henter måske tre eller fire spillere
Tottenham er den eneste klub i Premier League, som endnu ikke har hentet nye spillere til klubben i dette transfervindue, og senest har det medført kritik fra en af klubbens store profiler.
Danny Rose har i et eksklusivt interview med the Sun givet udtryk for, at han ikke er tilfreds med, at Tottenham endnu ikke har forstærket truppen her tre uger for transfervinduet lukker.
Men det behøver den engelske landsholdsspiller ikke bekymre sig om, for Mauricio Pochettino forsikrer om, at Tottenham nok skal hente forstærkninger i løbet af de kommende uger.
– Det er ikke let at finde den rette profil, men jeg er sikker på, at vi vil tilføje nogle spillere i de næste par uger. Det er sandt, at vores omstændigheder måske er en smule anderledes i forhold til andre klubber, men man må vente og være sikker på, at det bliver gjort ordentligt ved at få den rette spiller, som kan hjælpe, siger Pochettino til BBC.
– Vi vil forstærke os på forskellige områder – på alle områder. Måske tre eller fire spillere i offensive og defensive positioner. Vi har brug for en i hver kæde.