Sky: Rose interesseret i skifte til Manchester United og Chelsea
Den engelske landsholdsspiller, Danny Rose, har givet et opsigtsvækkende interview til the Sun, hvor han udtrykker sin utilfredshed med, at Tottenham endnu ikke har handlet ind på transfermarkedet.
Samtidig giver han også udtryk for, at han vil spille i en klub, som vinder trofæer, og at han er imponeret over Chelsea og Manchester Citys transfervinduer.
Roses udtalelser er formentlig ikke faldet i god jord hos Tottenham, og London-klubben vil muligvis forsøge at sælge venstrebacken, selvom det ikke har været planen i dette transfervindue, hvor de også allerede har sagt farvel til backkollegaen, Kyle Walker.
Hvis Tottenham er villige til at lade Danny Rose forlade klubben i dette transfervindue, vil den engelske landsholdsspiller ifølge Sky Sports være interesseret i at skifte til enten Manchester United eller Chelsea.
Begge klubber har været på markedet efter en ny venstre back i løbet af sommeren. Chelsea har været ude efter Alex Sandro, men det ser ikke ud til, at Juventus vil slippe brasilianeren. Manchester United har ifølge Manchester Evening News haft Danny Rose på ønskelisten allerede inden hans interview med the Sun.