BBC: Glazer-familien sælger flere procenter af Manchester United
BBC Sport skriver, at Glazer-familien sælger 2 % af Manchester United i et salg, der går igennem på børsen i New York på tirsdag i næste uge.
Salget, der er endnu et af flere inden for de senere år, kommer til at indbringe Glazer-familien 461 millioner danske kroner. Penge, som Manchester United ikke får del i, melder mediet. Salget får altså ingen umiddelbar betydning for klubben – hverken økonomisk eller selvsagt sportsligt.
Glazer-familien ejer med salget lige under 80 % af Manchester United. Resten er fordelt over aktionærer, der dog har meget begrænset eller slet ingen magt.
Der er nemlig tale om cirka 4,25 millioner A-aktier, mens Glazer-familien selv beholder B-aktierne, der giver den reelle magt i beslutningsprocesserne vedrørende Manchester United.
Værdien i salgene er på omkring 108 danske kroner per aktie.
Glazer-familien købte Manchester United for £790 mio pund i 2005. I 2012 solgte familien så 10 % af aktierne på børsen i New York og har siden da solgt yderligere procentdele fordelt over de seneste år.
4.25m @ManUtd shares to be sold by the Glazer family. At today's rates is worth over £50m. Is just less than 2% of overall stake.
— Simon Stone (@sistoney67) 9. august 2017