Lampard advarer Chelsea: Det skal være bedre om seks dage
Community Shield-trofæet endte hos Arsenal. Chelsea kunne se Sead Kolasinac' udligne Victor Moses' føringsmål efter 82 minutters spil og så tog The Gunners sejren på Wembley efter straffesparkskonkurrence.
Ifølge Chelsea-koryfæet Frank Lampard, så er der dog meget, som skal blive bedre, inden man på lørdag starter Premier League-sæsonen – ellers frygter han for en dårlig og fatal start på sæsonen for Contes tropper:
– Præstationen mod Arsenal var meget gennemsnitlig, siger Lampard til BT Sports og uddyber:
– De (Chelsea, red) så rustne ud i første halvleg og der var kun glimt af deres niveau i anden halvleg. Jeg er heller ikke sikker på, hvorfor de lod Courtois sparke et straffespark så tidligt i straffesparkskonkurrencen?
– Der er mange små signaler, der fortæller noget skidt og de skal have de her ting bragt i orden til i næste uge. En dårlig start i Premier League for dem kan betyde, at det bliver meget svært at komme tilbage til toppen igen, siger Lampard.
Chelseas Premier League-sæson starter på lørdag, hvor de møder Burnley FC hjemme på Stamford Bridge klokken 16:00.