Pochettino: Wembley kan blive magisk for os
Tottenham er ved at bygge nyt stadion, hvorfor klubben fra det nordlige London skal spille deres hjemmebanekampe på Wembley i næste sæson.
Spurs har blot vundet to af ni kampe på det nye Wembley, og klubben skuffede i Champions League, hvor nationalstadionet blev brugt som hjemmebane, men Mauricio Pochettino er alligevel positiv.
– Vi er klar, og vi er spændte. Vi vil forsøge at vinde Premier League. Det er en anden udfordring at gøre Wembley til vores hjem, men vi er meget positive omkring næste sæson, siger han til Sky Sports og fortsætter:
– I sidste sæson blev det nogle gange en let undskyldning, fordi det er Wembley, og fordi vi ikke kan spille ligesom på White Hart Lane. Nu ved alle, at vi skal spille på Wembley. Ingen undskyldninger. Det er en massiv ændring for os. Wembley er fantastisk og kan blive magisk for os. Det er udfordringen for os.
Tottenham indleder den nye sæson på søndag mod Newcastle.