Koeman bekræfter: Jeg vil hente spillere til disse tre positioner
Everton har været meget aktive på transfermarkedet denne sommer og har hentet navne som Klaassen, Sandro, Rooney og Keane. Men man er ikke færdig i den blå del af Liverpool. Klubbens manager Ronald Koeman fortæller, at man kigger efter yderligere tre spillere – og at Gylfi Sigurdsson-handlen er 'tæt på'.
– Alle ved jo efterhånden, vi kigger efter tre spillere mere. Vi snakker om en central forsvarsspiller, der kan spille i venstre side. Det skal være en mand, der også kan spille venstre back. En, der mestrer begge positioner når der er brug for det, siger Koeman ifølge Sky Sports og fortsætter:
– Derudover kigger vi efter en kantspiller og en angriber. Det er vores billede af det, der er bedst for vores hold. Så må vi se, hvad der faktisk kan lade sig gøre.
Yderligere bekræfter Ronald Koeman, at men er tæt på at skrive under med Swanseas Gylfi Sigurdsson i hvad der forventes at blive en ny rekordhandel for klubben.
– Vi er tæt på (Sigurdsson, red). Men vi må vente lidt endnu. Men stadig, handlen er ikke færdiggjort, siger hollænderen.
Sky Sports erfarer, at Everton kommer til at betale £50 millioner for Sigurdsson. Det svarer til 412 millioner danske kroner.