Pochettino svarer Conte igen: Vis dog lidt respekt
Hvis Chelsea-manageren Antonio Conte kunne vælge én angriber han ville købe, ville han vælge Harry Kane hos rivalerne fra Tottenham. Det sagde italieneren forleden i et interview.
Det falder dog slet ikke i god jord hos Tottenham-chefen Mauricio Pochettino, der appellerer til Contes samvittighed og mener, at det er mangel på respekt overfor sin modstander at tale om deres spillere.
– Det fik mig til at grine, da Conte sagde de ting om Harry Kane. Jeg ved ikke, hvorfor andre managers er så fokuserede på min klub og på mine spillere, siger Pochettino ifølge The Mirror og fortsætter:
– Jeg respekterer alles meninger og holdninger. Jeg er altid respektfuld overfor spillere, andre klubber, andre managers og ejerne af andre klubber. Jeg er ikke en manager, der kan lide at tale om andre klubber, andre managers eller hvad der sker bag lukkede døre. Jeg prøver bare at give mit hold de bedste redskaber til sejr. Det er mit job.
– Jeg respekterer alle filosofier og for mig, der skal man vise respekt overfor alle sine kollegaer. Jeg viser altid respekt overfor andre folk og jeg forventer altid det samme af dem, vi konkurrerer imod, siger manageren med tydelig hentydning til kollegaen og rivalen Antonio Conte.
– Det er vigtigt at bevare roen hele tiden og respektere de meninger, der kommer en for øre. Man skal ikke snakke om andres spillere eller andres klub, for ens job er at fokusere på sin egen klub og kun det, siger Pochettino.
Selvom Antonio Conte offentligt beundrer Harry Kane, har han dog ifølge the Telegraph ingen planer om at forsøge at købe den engelske landsholdsspiller, som er blevet Premier League-topscorer i de seneste to sæsoner.