Avis: Chelsea klar til at snuppe Bale
Gareth Bale har længe været rygtet tilbage til Premier League, og særligt Manchester United har været nævnt som bejler til waliseren. De Røde Djævle er dog ikke ene om interessen, og ifølge Sunday Express står en anden engelsk klub klar til at overhale United indenom.
Antonio Conte er en stor beundrer af Bale, og Chelsea har nu angiveligt intensiveret jagten på den 28-årige offensivspillers underskrift.
Waliserens agent har tidligere proklameret, at Bale ikke ønsker et skifte væk fra Real Madrid, men hvis spanierne får fingrene i Kylian Mbappé, kan den tidligere Tottenham-profil se sig nødsaget til at finde nye græsgange.
Rygterne går samtidig på, at Real Madrid er klar til at sælge waliseren for £90 mio., hvilket er £5 mio. mere, end hvad klubben i sin tid betalte for ham.
Penge bør dog ikke være noget problem for Chelsea, der tidligere på sommeren slog deres egen transferrekord ved at hente Alvaro Morata til klubben.