Matic bliver Manchester Uniteds femtedyreste nogensinde
Nemanja Matic forventes at blive præsenteret hos Manchester United i løbet af mandag, og dermed ser brikkerne ud til at falde på plads hos José Mourinho, som har ønsket sig en ny 6'er på midtbanen.
Den serbiske midtbanespiller, som bliver købt hos de engelske mestre, Chelsea, er udset til at få en stor rolle på Mourinhos mandskab, og Manchester United har også været nødt til at finde den store tegnebog frem for at få Chelsea til at sælge.
Ifølge Simon Stone, der er journalist på BBC, betaler Manchester United £40 millioner for den tidligere Benfica-spiller, som Chelsea købte tilbage i januar 2014 for £21,25 millioner.
Dermed bliver Matic det femtedyreste indkøb nogensinde i Manchester United, og han overgår store navne som Rio Ferdinand, Robin van Persie og David De Gea.
Her er et overblik over Manchester Uniteds dyreste indkøb nogensinde, hvis Nemanja Matic bliver hentet for de £40 millioner, som Simon Stone rapporterer om,
1. Paul Pogba – £89,25 millioner
2. Romelu Lukaku – £72 millioner
3. Angel Di Maria – £63,75 millioner
4. Anthony Martial – £51 millioner
5. Nemanja Matic – £40 millioner
6. Rio Ferdinand – £39,10 millioner
7. Juan Mata – £38,02 millioner
8. Juan Sebastian Veron – £36,21 millioner
9. Henrikh Mkhitaryan – £35,70 millioner
10. Dimitar Berbatov – £32,30 millioner
Kilde: Transfermarkt