Wenger: Giroud vil blive i klubben
Olivier Giroud har hele sommeren været meldt på vej væk fra Arsenal, der har oprustet sig med Alexandre Lacazette. Flere klubber har vist interesse for den hovedstødsstærke angriber, men ifølge Arsene Wenger skal han ingen vegne:
– Giroud foretrækker at blive og kæmpe for sin plads. Han kæmper hårdt, og jeg er vild med den måde, han håndterer tingene på. Han er fokuseret og målrettet, og det har han også vist på træningsturen.
Klubber som Marseille, Dortmund og West Ham har ellers haft følerne ude efter angriberen, der formentlig starter sæsonen på bænken, men Wenger slår fast, at Giroud bliver.
Den franske manager har også understreget, at Alexis Sánchez ikke bliver solgt, og Arsenal kan dermed stille med et yderst kompetent angreb i den kommende sæson.