Hart: City vil altid være en speciel klub for mig
Da Pep Guardiola ankom til Manchester City sidste sommer, vejede han straks Joe Hart for let til sit projekt, og den engelske keeper blev sendt til Torino i Serie A.
Tirsdag blev Joe Hart præsenteret som ny mand i West Ham, hvor han kommer til på en et-årig aftale.
Trods omstændighederne i Manchester City har klubben stadig en stor plads i Joe Harts hjerte.
– Jeg har forladt Manchester City på en lejeaftale denne sæson, men klubben som helhed, specielt fansene, har altid været fantastiske imod mig. Jeg vil aldrig ændre, hvad jeg føler for den klub. Den har altid været meget speciel for mig, siger Hart til West Hams hjemmeside.
Hart blev hentet til City som 19-årig fra Shrewsbury Town og har stået 348 kampe i City-buret.
Hart kommer ikke i kamp imod City i den kommende sæson på grund af lejeaftalen, men han joker med, at han nok skal blive taget godt imod af Manchester United-fansene i sæsonåbneren.
– Det bliver sjovt at møde City, fordi jeg vil være spærret, men jeg er sikker på, at Manchester United vil byde mig velkommen med åbne arme, hvis jeg får lov til at starte kampen på Old Trafford.