Wenger: Forlængede min kontrakt for sent
Meget af sidste sæson gik på spekulationer om, hvor Arsène Wenger ville fortsætte sin karriere. Franskmandens forhenværende kontrakt udløb her til sommer, og det var først efter sæsonens sidste kamp, at det faldt på plads, at Wenger forlængede sin kontrakt. Wenger skrev under på yderligere to år.
Set i bakspejlet fortryder Wenger den lange udskydelse af sin uvisse fremtid.
– Måske var det en fejltagelse, at jeg lod det ske og ikke forlængede tidligt nok. Det var et handicap, for det skabte et mijø af usikkerhed og manglende klarhed om mig, som ikke hjalp, siger Wenger ifølge Mirror.
Nu ser Wenger frem mod den nye sæson.
– Jeg tror, at alle er fokuserede på den nye sæson og på at gøre deres absolut bedste. Vi havde egentlig tre sæsoner sidste år: den første del var meget positiv, den anden var meget negativ, og den tredje var meget positiv.
– Jeg mener, at det er vigtigt, at vi analyserer, hvad der skete for os, og hvor vi kan forbedre os. Og så skal vi tage den optimistiske del af den sidste del af sæsonen med ind til den nye sæson og starte stærkt.