Træningsturnering i fare for at regne væk i Hong Kong
Liverpool, West Bromwich, Leicester og Crystal Palace deltager alle i træningsturneringen Premier League Asia Trophy, som afholdes i Hong Kong. Men de fire Premier League-mandskaber kan risikere slet ikke at komme i aktion i turneringen.
Der er et voldsomt regnvejr i gang i Hong Kong, hvilket også var tilfældet senest turneringen blev afholdt her. Det var tilbage i 2013, hvor Paolo Di Canio og André Villas-Boas var stærkt utilfredse med banens beskaffenhed.
Det år blev semifinalekampene kortet ned til 80 minutter, og både Jan Vertonghen og Matija Nastasic pådrog sig dengang alvorlige skader på grund af den dårlige bane.
De første kampe skulle efter planen spilles onsdag, men der er ikke umiddelbart udsigt til, at uvejret holder op. Det bekymrer Jürgen Klopp, som South China Morning Post har talt med.
– Ja (det er en bekymring, red.). Hvad kan jeg sige? Selvfølgelig er jeg fodboldmanager. Jeg er interesseret i spillet. Jeg er interesseret i kampens kvalitet og forskellige ting har indflydelse på kvaliteten, lyder det fra Liverpool-manageren.
– Banen er meget vigtig, men hvis det er skidt, kan vi ikke ændre det. Vi må se, hvordan det er. Det er en udendørs sport, så man skal tilpasse sig vejret, og det er det samme for alle hold. Jeg håber, det er okay, og vi må se.
Noget kan dog tyde på, at det ikke er okay.
– Det var voldsomt. Der er ingen måde, hvorpå det kan lade sig gøre udendørs, fortæller en kilde til Daily Mail.