Skadet Milner misser Liverpools træningskampe
James Milner var en del af den Liverpool-trup, der igår rejste til Tyskland for at spille en række træningskampe forud for den kommende sæson, men englænderen kommer ikke i aktion for The Reds.
Den rutinerede englænder pådrog sig en lårskade i klubbens seneste træningskamp mod Leicester, og Jürgen Klopp fortæller til klubbens officielle hjemmeside, at han ikke når at blive klar til de kommende træningskampe:
– Det stod klart fra starten af, at der var en beskadiget sene, og det betyder, at han er ude i ca. 10 dage. Han vil gennemføre sin genoptræning her i Tyskland, og så bør han være frisk igen, når vi vender hjem. Men man ved aldrig med skader.
Liverpool møder på lørdag Hertha Berling, hvorefter man tager hul på Audi Cup med et opgør mandag mod Bayern München. Herefter venter der et opgør mod enten Napoli eller Atlético Madrid.
Milner spillede i mange år som midtbanespiller, men i den forgangne sæson blev han omskolet til venstreback af Jürgen Klopp, der ikke havde tiltro til Alberto Moreno. Med tilgangen af Andrew Robertson kan englænderens rolle dog måske blive ændret.