Avis: Liverpool tæt på skotsk venstreback
Liverpool er tæt på at sikre sig Hulls 23-årige venstreback Andy Robertson. Det melder den pålidelige avis The Telegraph lørdag.
Avisen skriver, at Liverpool får Hulls Robertson for bare 8 mio pund, svarende til godt 68 mio danske kroner. Dermed kunne meget tyde på, at Liverpool enedelig får den venstreback, de har ledt efter.
James Milner har vikarieret på pladsen det seneste års tid med fin succes, men den engelske midtbanespiller vil gerne længere frem på banen og derfor skal Jürgen Klopp og co. have en mand, der kan spille pladsen naturligt.
Den nuværende backup Alberto Moreno forventes at blive solgt denne sommer, ligesom Liverpool er ved at sælge Lucas Leiva til Lazio for 42 mio kroner.
Robertson spillede i sidste sæson 33 Premier League-kampe for Hull, hvor han lavede et mål og to assists.