Neville: Walker er et godt køb for City
Manchester City har denne sommer sagt farvel til spillere som Pablo Zabaleta, Gael Clichy, Jesus Navas og Bacary Sagna, hvorfor manager Pep Guardiola skal ud at finde nye forsvarsspillere denne sommer. Siden sæsonens afslutning har der været mange rygter om, at Tottenhams Kyle Walker var på vej til Etihad.
Tottenham forlangte dog en alt for høj pris for den engelske landsholdsspiller, hvorfor Manchester City tøvede. Torsdag skrev BBC, at de to klubber var blevet enig om en pris, ligesom Kyle Walker skal til lægetjek fredag.
Den tidligere Manchester United-spiller Phil Neville mener, at Kyle Walker kan blive en stor gevinst for Pep Guardiolas mandskab:
– Det er et rigtig godt køb af Manchester City, fordi de mangler virkelig nogle backer med kvalitet. Derfor vil jeg heller ikke blive overrasket, hvis de henter en venstreback i løbet af de næste par uger, siger englænderen til Sky Sports.
BBC skrev torsdag, at Manchester City betaler mere end 400 millioner kroner for den engelske landsholdsback. Ifølge Phil Neville spiller det høje beløb dog en mindre rolle, hvis bare spilleren leverer på banen:
– Priserne i moderne fodbold er skudt i vejret i forhold til tidligere. Om prisen er £40m eller £50m, så er det ikke vigtigt. Det er bare et tal og det er præstationerne på banen, som er afgørende, slutter Phil Neville.