Officielt: Viktor Fischer solgt til tysk fodbold
Opholdet i Middlesbrough blev aldrig nogen succes for Viktor Fischer, som både kæmpede for at spille sig til en fast plads på holdet under både Aitor Karanka og Steve Agnew og led under et svagt spillende Middlesbrough-mandskab, som frem for alt havde fokus på defensiven.
Nu rykker danskeren med en fortid i Ajax dog teltpælene op og tager turen mod den tyske Bundesliga, hvor han har underskrevet en fireårig kontrakt med Mainz, som sluttede på 15. pladsen i den forgangne sæson.
På sin hjemmeside har Bundesliga-klubben offentliggjort aftalen med Fischer, som står noteret for 15 kampe for det danske landshold.
Fischer nåede at spille 16 kampe for Middlesbrough, som betalte €5 millioner for midtbanespilleren sidste sommer. Prisen, som Mainz betaler, er endnu ukendt.