M.E.N: United nærmer sig Morata-køb
Alvaro Morata har længe været i forbindelse med et skifte til Manchester United, hvor han er udset jobbet at erstatte en skadet Zlatan Ibrahimovic, der ikke får forlænget sin aftale efter en slem knæskade.
Den spanske angriber har været i stærk form hos Real Madrid i denne sæson, hvor han har lavet 15 mål i 14 La Liga-kampe fra start for Real Madrid, men den spanske landsholdsangriber har langt fra været fast mand på Zinedine Zidanes mandskab.
Derfor søger Morata nu et skifte væk fra Real Madrid, og Manchester Evening News melder, at det skifte nu er meget tæt på.
De Røde Djævle er ifølge lokalavisen dog ikke det eneste mandskab med interesse i den spanske angriber, men Moratas forhold til José Mourinho har betydet, at Real Madrid-angriberen er på vej til Old Trafford.
Den portugisiske manager gav Morata sin førsteholdsdebut på Santiago Bernabeu tilbage i 2010 og har gjort Morata til transferemne nummer et efter Ibrahimovic' skade tilbage i april måned.
Manchester United kontaktede først Real Madrid i sidste måned, men på daværende tidspunkt var et skifte langt fra gennemført, da flere ting skulle fejes af banen, før forhandlingerne for alvor kunne tage fart. Blandt andet skulle Real Madrid spille Champions League-finale, mens Morata ville sikre sig, at United kunne tilbyde Champions League-fodbold til næste sæson, hvilket blev sikret med en 2-0-sejr i Europa League-finalen mod Ajax.
Dét, forholdet til José Mourinho samt muligheden for at blive fast mand i angrebet forud for næste års VM i Rusland på Old Trafford appellerer til Morata efter en karriere, hvor han aldrig har været førstevalget på angriberposten – hverken hos Juventus eller Real Madrid.
Morata vendte tilbage til Los Blancos på en fem-årig kontrakt sidste sommer, men fik blot 19 kampe fra start på tværs af alle turneringer.
Han forventes at blive den dyreste spanske fodboldspiller nogensinde og overgår dermed Fernando Torres, der kostede £50 millioner for Chelsea tilbage i 2011.
OPDATERING 17.34:
Den spanske avis, AS, har, efter denne artikel kom i trykken, kommet med en opdatering på Morata-sagaen. Avisen, der normalt er troværdig, når det handler om Real Madrid, skriver, at Moratas agent, Juanma López, lige nu befinder sig på Santiago Bernabeu for at forsøge at få Moratas skifte til Manchester United gennemført.
Avisen skriver, at Morata selv ønsker sin fremtid afgjort inden for de næste par dage før han på fredag skal giftes.