Lacazette vil væk: Premier League-skifte eller Griezmann-afløser?
Arsenal og Liverpool FC er tidligere blevet sat i forbindelse med Alexandre Lacazette, som har præsteret flot i en række sæsoner i franske Lyon.
Nu ser det ud til, at angriberen endelig får lov til at skifte, men om det bliver et Premier League-skifte er endnu uvist.
For nyligt udtalte Lyons præsident, at de ville tillade et Lacazette-skifte, og nu udtaler hovedpersonen, at det er det rigtige tidspunkt at komme videre.
– Jeg tænker, at sommeren er det rigtige tidspunkt (at skifte, red.). Jeg vil prøve noget andet, at presse mig selv og komme til næste niveau, fortæller Lacazette ifølge Sky.
– Folk siger, at jeg scorer mål, men jeg ved, at jeg er ikke vanvittig kendt på europæisk niveau. Jeg vil se, om jeg kan svare på de spørgsmål, folk stiller samt gøre fremskridt.
Flere medier melder, at Atletico Madrid er favorit til at hente Lacazette, og nogle medier, som ESPN, mener, at Atletico vil være mere tilbøjelige til at lytte til Manchester Uniteds tilbud på Antoine Griezmann, hvis de får en erstatning som Lacazette ind.
Det kan dog være, at Premier League-klubberne genoptager jagten på angriberen nu, efter at han og Lyon-præsidenten har udtalt, at det er tid til et sommerskifte.