Arsenal sejrede forgæves over Everton
Kun en sejr talte for Arsenal, hvis de skulle have nogen forhåbninger om en plads i top fire.
Det startede også godt, da Hector Bellerin sparkede bolden ind bag Joel Robles efter otte minutters spil.
Vilkårene for en sejr blev dog sværere for hjemmeholdet i det 14. minut. Laurent Koscielny blev sendt tidligt i bad efter en tackling på Enner Valencia.
Men selvom Arsenal var en mand i undertal, så formåede de at udbygge føringen til 2-0, da Alexis Sanchez scorede sit ligamål nummer 24.
Med en lille halv time tilbage af kampen fik Everton tildelt et straffespark, og det eksekverede Romelu Lukaku sikkert. Dermed kom spændingen tilbage i kampen.
I kampens tillægstid lukkede og slukkede Aaron Ramsey med scoringen til 3-1.
Det endte altså med en forgæves sejr til The Gunners, som kan ende med at blive en dyr kamp for Arsenal, da både Gabriel og Alexis Sanchez måtte udgå med skader og vil være tvivlsomme til FA Cup-finalen mod Chelsea.