Journalist: Afgående Hull-manager bliver i Premier League
Hull City er rykket ud af Premier League og skal i næste sæson spille i den næstbedste række, The Championship. Derfor forventes det heller ikke, at holdets profilerede chef Marco Silva bliver i klubben.
Ifølge den italienske fodboldjournalist Gianluca De Marzio, så er 39-årige Silva dog tæt på et nyt job hos Watford. Det skriver han på sin hjemmeside.
Watford har bekræftet, at man har opsagt samarbejdet med sin nuværende manager Walter Mazzarri, der forlader klubben efter denne sæson. Ifølge Di Marzio, så har Watford-ledelsen udset sig unge og offensive Silva som det perfekte match.
Watford er dog ikke alene om interessen i talentfulde Silva. Også Southampton skulle være interesseret, men eftersom klubben ikke har afklaret fremtiden for deres franske chef Claude Puel, så er Watford i førersædet til Silva.
Silva førte Hull til seks sejre i 17 ligakampe, efter at han overtog holdet i januar måned. Inden tilværelsen i England har Silva haft succes i klubber som Sporting Lissabon og Olympiakos.