Mesut Özil slog vild rekord, da Arsenal slog Sunderland
Arsenal kæmpede hårdt for at bryde Sunderland ned i aftes, og det lykkedes i sidste ende, da Alexis Sanchez scorede to mål.
Özils kreative evner var også med til at bringe Arsenal i front, men det var ikke tyskerens eneste gode aktion – langt fra endda.
På imponerende vis formåede Özil at komme forbi sin modstander ved alle sine driblinger, sende 90% af sine afleveringer til en medspiller, lave 81 afleveringer, 15 indlæg, tre bolderobringer samt at kreere imponerende 12 chancer!
Antallet af chancer, Özil skabte i aftes, er faktisk det højeste antal chancer skabt i samme Premier League-kamp nogensinde. Det melder Squawka, der indsamler officiel statistik fra alle Premier League-kampe.
Som statistikken nedenfor viser, var det også ret fortjent, at Arsenal endte med at vinde. De havde i hvert fald skud og hjørnespark nok til et par sejre..