Llorente tror på overlevelse ovenpå livsvigtig sejr
Fernando Llorente scorede det afgørende mål, da Swansea lørdag aften vandt 1-0 over Everton og spillede sig over Hull i bunden af tabellen.
Hull tabte nemlig til Sunderland tidligere på dagen, og med to kampe tilbage af sæsonen har waliserne nu selv mulighed for at sikre sig overlevelse – og den målscorende spanier tror på, at det lykkes.
– Hull-resultatet var godt for os, men vi koncentrerede os kun om vores egen kamp. Vi spillede en god kamp med høj intensitet, fortæller han til pressen efter opgøret og uddyber:
– I anden halvleg spillede vi ikke så godt, fordi spillerne var meget anspændte, men vores selvtillid er høj, og hvis vi fortsætter på denne måde, tror jeg, at vi bliver i ligaen. Det afhænger af vores egne resultater nu. Vi har to kampe tilbage, og hvis vi vinder disse, bliver vi i ligaen.
Swansea mangler at møde Sunderland på udebane og West Bromwich på hjemmebane.